Her skal mennesker, bynatur, mad og idéer vokse sammen

 

På hjørnet af Refshaleøens Sønder Hoved ligger en godt tilgroet have, som du måske husker fra dens mere trimmede dage som produktionshave for den hedengangne Restaurant Amass. I dag møder den dig med en mere broget blanding af fennikelplanter og salvie blandt vilde græsser og tørrede grene ind og ud af de frønnede plantekasser. En kraftig, omsiggribende brombærbusk strækker sig langt for at hilse på det, nogle vil kalde ukrudt.

Men snarere end forfald ser et nyt midlertidigt projekt på Refshaleøen nu muligheder i den gamle have for at omfavne den naturlige skønhed, som de hundredvis af såede og selvsåede plantearter i dag lader trives vildt.

 

 

Seraina Grupp er fra Schweiz, datter af to passionerede botanikere og næsten færdiguddannet i Konceptuelle og Kontekstuelle Praksisser ved Det Kgl. Danske Kunstakademi.

Hun er den drivende kraft bag TRANSFER, og med sig har hun en vision, der er lige så levende og dynamisk som haven selv.  Med en dybt forankret nysgerrighed for planter og professionel erfaring fra internationale projekter med fokus på fødevaresystemer så Seraina potentialet i at transformere haven til et levende eksperiment. Det handler ikke kun om såning og høst, men også om at fremme forbindelser mellem mennesker, biodiversitet, mad og idéer. Et sted, hvor kunst, fællesskab og bynatur mødes.

“Jeg var spejder som barn, var altid udendørs, og jeg elskede at lære om, hvad der er spiseligt, og hvad der ikke er. Mens andre børn var optagede af bilmodeller, legetøj eller Barbie-dukker, var jeg helt vild med planter, og alt det de hver for sig kan. Så når de andre pralede med, hvad de havde eller vidste, sagde jeg bare: ‘Jeg kender flere planter end dig!


TRANSFER handler lige så meget om menneskene som om planterne. Seraina er fascineret af, hvordan vi forholder os til naturen omkring os. Hvor de fleste ser en tæt, grøn blandskov, ser hun stribevis af voksende arter, hver med sine egne egenskaber og anvendelser.

 

 

Gennem workshops og uformelle samtaler deler Seraina og TRANSFER viden om urtemedicin og inviterer andre til at forstå sammenhængen mellem fødevaresystemer, planter og vores daglige liv.

“Vi har mange forskellige slags græs, og denne her er f.eks. perfekt til at binde ting op med. Når det er muligt, bruger jeg det, der allerede findes her i haven, og lige nu bruger jeg denne som støtte til solsikkerne for at holde dem oprejst”.

Hvis du nogensinde får madforgiftning eller dårlig mave, er fennikel, anis og spidskommen den hellige gral af ingredienser til en helbredende the – og du kan plukke dem friske lige her i haven!”

Haven skal fyldes med energien fra dem, der er villige til at bidrage, lære nyt eller blot tage en pause fra byens hektiske tempo. TRANSFER drives af engagerede frivillige, der i deres fritid hjælper med beskæring, plantning, høst og byggeri, primært ved at bruge upcycling-materialer, og hvad der allerede er til stede på grunden.

I august var Seraina vært for en workshop under overskriften “Pas på din have og dine venskaber” – en blanding af praktiske tips til havearbejde, pleje af personlige relationer, digtoplæsninger og friskbrygget urtete lavet af planter fra haven.

 

Helt frem til slutningen af september inviterer TRANSFER til en stribe aktiviteter:  

Torsdags Potluck-middage i det fri, havearbejde og byggedage, digtoplæsninger og forskellige workshops, for at nævne nogle få.

 

TRANSFER kommer også til at være med til Værk & Hånd Festivalen, som finder sted d. 20. – 21. september.

 

For at lære mere, blive en del af TRANSFER-fællesskabet eller blot holde dig opdateret om kommende begivenheder i TRANSFER, følg @transfer.cph på Instagram.