Her er de fem teams, som skal konkurrere om planerne for Refshaleøen

En række af landets bedste tegnestuer, rådgivere og flere internationale samarbejdspartnere er med på de fem teams, som nu er blevet udpeget til at konkurrere om den bedste strukturplan for Refshaleøen og en masterplan for videreudviklingens første etape.

I alt 22 teams har budt ind på deltagelse i konkurrencen efter det EU-udbud, som blev offentliggjort i maj 2024. Blandt disse har grundejerne Refshaleøens Ejendomsselskab og By & Havn udpeget de fem teams til deltagelse i konkurrencen, som samlet bedst levede op til bedømmelseskriterierne omhandlende organisation, bemanding, proces, opgavetilgang og pris.

 

De fem deltagerteams bliver:

Arkitema i samarbejde med EFFEKT Arkitekter, COWI, Beta Mobility Consulting samt konsulenter

COBE i samarbejde med Dorte Mandrup, WSP, Metropolitan Metaculture, Aiming Spaces, Culture Works samt konsulenter

Henning Larsen Architects i samarbejde med ADEPT, Rambøll Danmark, LOIDL, VOLCANO, BC Architects og Planscape

Tegnestuen Vandkunsten i samarbejde med Arcgency, Marianne Levinsen Landskab, EKJ Rådgivende Ingeniører, LINQ Trafikrådgivning og Cushman & Wakefield/RED samt advisory board

Tredje Natur i samarbejde med ARUP, BRIQ, Aaen Engineering, Over Byen Arkitekter og DGE

Konkurrencestart i januar 2025

Af hensyn til de endnu uafklarede politiske forhandlinger om den kommende infrastruktur i Østhavnen, herunder om linjeføringen mv. for den kommende metrolinje, M5, påbegyndes struktur- og masterplankonkurrencen for Refshaleøen først 8. januar 2025. Inden da vil Refshaleøens fremtidige status skulle afklares i forbindelse med vedtagelsen af den kommende Kommuneplan 2024.

En vinder af struktur- og masterplankonkurrencen forventes udpeget efter sommerferien 2025.

Vinderteamet vil efterfølgende skulle bidrage til at bearbejde deres forslag, så det kan danne grundlag for arbejdet frem imod en første byggeretsgivende lokalplan i regi af Københavns Kommune.

Konkurrenceprogrammet vil blive offentliggjort ifm. konkurrencestart 8. januar 2025.