EFFEKT tegner nyt pavillonkoncept til Refshaleøen

 

Hvordan kan man skabe fleksible pavilloner til brug for værksteder, udstillinger, atelierer og kontorer som del af en ny midlertidig kulturzone på Refshaleøen? Det har vi i Refshaleøens Ejendomsselskab indhentet bud på det seneste stykke tid.

Derfor kan vi nu med glæde fortælle, at vi har valgt at gå videre med et forslag fra EFFEKT Arkitekter som grundlag for et pilotprojekt med i første omgang tre pavilloner til Beddingen i den nordlige ende af Refshaleøen.

EFFEKTs forslag kombinerer højt til loftet, værkstedsstemning, store rum til kreative aktiviteter og rum til fordybelse i et fællesskabsunderstøttende arkitektonisk koncept. Her samles tre pavilloner om et fælles uopvarmet rum, der efter behov kan bruges til udstillinger, værkstedshal eller samlingssted.

Hele pilotprojektet i kulturzonen på Beddingen er tænkt, så antallet af pavilloner på sigt kan skaleres op, hvis der under videreudviklingen af Refshaleøen f.eks. bliver behov for midlertidigt at genhuse aktiviteter, mens en bygning transformeres eller lignende. EFFEKTs pavilloner er flytbare og kan sættes op andre steder på området efter behov.

Peger ind i fremtiden

Men pilotprojektet sigter ikke alene imod at være forudseende, når det gælder vores ønsker om at holde Refshaleøen levende. Også når det gælder de helt nødvendige livtag med et mere klimavenligt byggeri, peger EFFEKTs pavilloner ind i fremtiden.

Pavillonerne vil stå på skruefundamenter og blive opvarmet med varmepumper. Der arbejdes med biogene og fornybare materialer for alle dele af pavillonerne, og anlægsprisen vil samtidig kunne holdes på et håndterbart niveau, vurderer EFFEKT, som har teamet op med Enemærke & Petersen som entreprenør.

De to virksomheder har tidligere samarbejdet om projektet ”Living Places” i Jernbanebyen, og på baggrund af erfaringerne derfra er den foreløbige vurdering, at de nye pavilloner på Refshaleøen kan etableres med et endog endnu lavere C02-aftryk på ca. 3,5 kg. C02/m2/pr. år., hvilket er meget lavt.

Samlet set går EFFEKTs bud derfor meget fint i spænd med den vision for videreudviklingen af Refshaleøen, som Refshaleøens Ejendomsselskab i samarbejde med By & Havn har lagt frem.

Derfor ser vi frem til nu selv at indgå i den egentlige projektering af pavillonerne sammen med EFFEKT Arkitekter og Enemærke & Petersen, så opførelsen efter endt byggesagsbehandling forhåbentlig snart kan gå i gang. Vi vil siden følge pilotprojektet tæt og vurdere, om det skal kalibreres efter de kommende lejeres oplevede behov og ønsker – med understøttelse af fællesskaber og den grønne dagsorden som fortsatte ledetråde.

Tak til ONV Arkitekter, Jane Ostermann-Petersen og Pihlmann Architects for de andre gode bud på pilotprojektet.