Fernisering Copenhagen Contemporary

Det er en stor fornøjelse at Copenhagen Contemporary kan invitere til fernisering og åbningsfest i deres nye kunstcenter på Refshaleøen med dobbelt så meget plads til kunsten som på Papirøen. CC glæder sig til at byde velkommen, når dørene åbnes torsdag d. 28. juni kl. 17.30 til en festlig aften med kunst i det helt store format, mad, drikke og musik i Refshaleøens ikoniske bygning; B&Ws gamle Svejsehal.

Her præsenterer CC åbningsprogrammets to store udstillinger:
Danske SUPERFLEX med deres legende totalinstallation ’One Two Three Swing!’ samt en stor cirkulær videoinstallation af den amerikanske superstjerne Doug Aitken med titlen ’SONG 1’.

PROGRAM /

17.30: Dørene åbner, og CC byder på en drink

17.45: Åbningstaler:
Direktør Marie Nipper
Kulturminister Mette Bock
Københavns overborgmester Frank Jensen

18.30-00: Restaurant Pluto er i baren, og Retour Steak står ved grillen, hvor man kan købe mad og drikke skabt særligt til CCs genåbningsfest.
Rita Blue og Christel Pixie fra DJ Syndikatet lægger op til musikalsk sommerstemning og dansegulv i den gamle Svejsehal

Kunstnerne vil være til stede.
I anledning af åbningsfesten er der fri entré til CCs udstillinger, der vil være åben til kl. 22, hvorefter aftenen fortsætter andetsteds i de industrielle rammer.

• SUPERFLEX
Med sine kollektive gynger peger ‘One Two Three Swing!’ på styrken i legen og i de fælleskaber, mennesker sammen kan skabe. Det er en både æstetisk og konceptuel totalinstallation, vi er stolte af at kunne præsentere i et nyt format skabt særligt til CCs hal 1 og 2 på Refshaleøen.
SUPERFLEX er kendt verden over for deres nytænkende og samfundsengagerede værker. Det var en stor hædersfuld anerkendelse af deres kunstneriske praksis, at de sidste år blev udvalgt til at lave det årligt kommissionerede værk til den store turbinehal på Tate Modern i London.

• DOUG AITKEN
I hal 3 præsenterer CC en stor videoinstallation af den amerikanske superstjerne Doug Aitken. Det imponerende videoværk ‘SONG 1’, der vises på en cirkulær skærm, fører beskueren ind i et hypnotisk filmforløb, hvor kendte Hollywood-skuespillere og sangere fortolker den klassiske sang “I Only Have Eyes For You” i forskellige scener fra nutidige bymiljøer og samfund.

Foto: Torben Eskerod

Comments are closed.