RIHANNA – ANTI WORLD TOUR // 7. JULI

Rihanna er ikke kun en sangerinde, men et internationalt ikon, som har sat sit tydelige præg på musik, entertainment og mode gennem det sidste årti. Hendes CV tæller kollektionssamarbejde med Armani, posten som talsperson for kosmetikbrandet MAC samt det nye ansigt for Diors ‘Secret Garden’ kampagne. Men når hun d. 7. juli gæster Refshaleøen med sin Anti World Tour, er det for at gøre det, hun gør bedst – at levere en koncertoplevelse ud over det sædvanlige.

Barbados popstjernen har udgivet 7 albums på 7 år, haft 13 nummer et hits og vundet ikke mindre end 8 Grammy Awards. Den 27-årige sangerinde og sangskriver serverer med sit 8. og seneste album ANTI en meget personlig udgivelse med mere soulet lyd end hidtil. Med en uovertruffen vokal evne og inspiration fra artister som Madonna og Bob Marley har Rihanna stjernekvalitet og attitude nok til at nå ud i alle kroge af Refshaløen.

Rihanna har fra starten vist musikalsk diversitet og evne til at lege med sit image og forskellige genrer. Fra R&B hittet ‘Umbrella’, der for alvor satte skub i hendes karriere med hjælp fra Jay-Z, til dansevenlige klubnumre som ‘We Found Love’ og frem til hendes seneste temperamentsfulde rap- og hip hop nummer ‘Bitch Better Have My Money’, som endnu engang viser, at hun er en sand sværvægter i sin klasse. Vi glæder os til en hitspækket aften på Refshaleøen i selskab med en af verdens største musikalske kunstnere.

rihanna image

 

Comments are closed.