METROPOLIS / “12”

Skrøbelige kroppe i monumentalt landskab

12 unge performere skaber sammen med Kitt Johnson, billedkunstner Annette Skov og musiker Sture Ericson et koreografisk epos til og med Refshaleøen – et af de sidste steder i København, hvor levn fra en af industritidens bastioner, B&W-skibsværftet, står som historisk vidne om en anden tid midt i de uendelige landskaber med vildtvoksende natur og storslåede perspektiver. Et postindustrielt landskab klemt inde mellem det rationelle og det imaginære, mellem det nedbrudte og det spirende.

Oplev øen iscenesat i en koreografisk vandring, der fremmaner stedets mytologi. 12 dansere, artister og performere fra hele Europa fører dig rundt på øen. De kender hver en krog og hver en busk efter at have tilbragt hele sommeren med at gå på opdagelse. Overraskende pop-up tableauer iscenesat af performerne leder dig til ukendte steder. Du møder dem enkeltvist som sære karakterer i det monumentale landskab, og du møder dem i flok.

De 12 talenter er udvalgt efter en workshop med Kitt Johnson. De skaber deres individuelle scener i sparring med Kitt, som iscenesætter helheden. Kitt Johnson er et ikon og en ener inden for europæisk scenekunst beundret for sin særlige fornemmelse for at skabe stor effekt med de mindste virkemidler.

Forestillingen er en del af Metropolis – festival for kunst og performance i byens rum

HVAD Vandreforestilling
DATO 13.-15. & 17.-23. aug. kl. 19
MØDESTED Refshalevej 151, Refshaleøen
PRIS 135 / 95 kr. på scenebillet.dk
OBS Forestillingen er ikke egnet for gangbesværede

12-2

FOTO Thomas Seest

Comments are closed.